Præstens Blog

Det dejligste sted af være, og ingen ved om det??

En pige som har religion på højt niveau på gymnasiet, og nu skulle skrive en større opgave om Baptisterne i Danmark.
Hun valgte derfor impulsivt at tage af sted søndag formiddag for at deltage i vores gudstjeneste og efterfølgende fællesskab til kirkekaffen i krypten, for på den måde selv at opleve det liv og det fællesskab der var i kirken.
Efter kirkekaffen spurgte hun til en lille rundvisning og mulighed for at kunne stille uddybende spørgsmål. Hvilket endte med at blive de studerende, der svarede og stillede flere spørgsmål, og mig der blot supplerede lidt, når det var nødvendigt.
En virkelig givende og hyggelig stund for alle, kunne jeg mærke. Da jeg til sidst stod med den unge pige alene tilbage, og hun havde fået svar på alt hvad hun ønskede.
Kom hendes sidste kommentar, som nok lige så meget var et spørgsmål til os alle… Hun har utrolig begejstret, følte sig så godt modtaget, følte at fællesskabet var vedkommende og givende og gudstjenesten imødekommende og forståelig for alle, også når man kom som helt ny ind i kirkesalen.
Hun havde lyst til at tage hjem og fortælle hele hendes familie om hendes oplevelse i Lyngby. Så hendes afsluttende kommentar og spørgsmål til os som menighed, var bå- de utrolig opmuntrende, men også udfordrende: ”Når I nu har SÅ dejligt og imødekommende fællesskab, som jeg klart mærker I har. Når I nu så gerne vil børnene og de unge, når I nu har en SÅ forståelig og vedkommende gudstjeneste, hvorfor gør I så ikke en hel masse mere for at fortælle alle os i det grønne område, om jeres eksistens??? I har jo noget vildt dejligt at byde på!! Og det var først da jeg trak denne opgave og specifikt gik på nettet og aktivt søgte på baptister nord for København, at jeg fandt jer! Hvorfor???” Sikke et dejligt, opmuntrende og positivt spørgsmål, eller måske kærligt puf, fra en ung studerende på besøg. Det slags skal man tage til sig. Så det er hermed givet videre til alle jer  … Tro på at Gud tror på jer! Ofte når samtalen med mennesker der ikke er aktive kirkegængere, kommer ind på hvad det er for en Gud man tror på, bliver det en snak om for eller imod den gamle mand på skyen, med rynkede bryn og viftende pegefinger. Men det er i mine øjne en uinteressant diskussion. For mig taler evangeliet om noget helt, helt andet. Evangeliet taler om en Gud der tror så meget på det enkelte menneske, og på fællesskabet, at han sendte sin søn ud på en større mission. En mission der gik ud på at forandre vores syn, ikke så meget på Gud, men i særdeleshed på os selv. Jesus taler aldrig om rynkede bryn og viftende pegefingre, når han taler til de små, til de udstødte og ensomme, til de syge, til de sørgende. Der bliver aldrig talt dom og forkastelse. Han taler til den enkeltes handlekraft, i en verden som bare har så meget brug for kærlighed, nåde og velsignelse. Han taler om nåde til den enkelte. Han taler om hvordan vi alle er skabt til at gå i Guds velsignelse, skabt til at lade Guds lys skinne ud i verdenen, igennem vores handlinger, igennem vores tro og viden om at der findes en Gud, som har en fast og forankret tro på os. På mig og dig, og på os som fællesskab. Men ofte mister vi selv troen på os, med vaklende fødder, og mistro til vores egen formåen. Tænker at der nok er en grund til at det hele ikke er så godt, som vi kunne ønske os. Nu er det nok os der ikke rækker til, når det behøves, nu svigter vi sikkert lige dér hvor der er aller mest behov for os. Så folder vi vores hænder og lægger vores bekymringer, fortvivlelse og sorg over til Gud, i troen og håbet om at han kan gøre underværker og handle for os… Men der er bare lige det, at det har han allerede gjort fra det øjeblik kan skabte os! Han har lagt skabelse, nåde og velsignelse ind i os, fra moders liv. Han har lagt handlekraft, og kærligheds lys ind i vores inderste dna, sådan at vi kan langt mere end vi åbenbart selv tror vi kan. Så med Missionsbefalingen i ryggen og Guds faste tro på os, skal vi ud og handle. Handle til glæde og velsignelse for dem vi møder på vores vej. Om det er den nyligt sammenførte syriske familie, placeret i Lyngby. Den unge nysgerrige gymnasieelev med religion på højt niveau, den engelsktalende studerende på DTU, den ældre dame til gymnastik i hver eneste uge nede i kirken krypt, håndværkeren der dagligt kæmper for at vi kan få fjernvarme, trods rod og kaos på parkeringspladsen. Hvert enkelt barn der kommer med sine forældre til kirken om mandagen, til enten kor eller spejder. Et smil, et hej og en kop kaffe, et nysgerrigt imødekommende smil til dem der bevæger sig i og omkring kirken, og se, så vil folk vide hvem vi er… Det lyder måske uoverkommeligt hårdt og svært. Men Gud tror så meget på hver enkelt af os, at han i skabelsen har plantet én helt speciel gave i os alle, en enkelt gave, sådan at vi kan handle og gøre os synlige. Gud gir os smilet! Sådan at vi kan møde alle i det daglige, med et SMIL  Rikke Nilsson

Info

Denne hjemmeside er helt ny, så der kan stadig være fejl på siden, men vi arbejder på at få dem fjernet hurtigst muligt.

©2017 Lyngby Baptistkirke. Alle rettigheder forbeholdes.